




Pressemeddelelse, august 2009:
Danish Music Company nytænker musikbranchen
Danish Music Company vil gå helt nye veje for at 'nurse' vækstlaget af dygtige solister og bands til et gennembrud.
Bag selskabet står Thomas Brekling, der har produceret album for store danske navne, og erhvervsmanden Alan Binau,
der blandt andet har arbejdet med udvikling af talenter inden for musikken.
"Efter mange omvæltninger og en vis modstand i musikindustrien er tiden kommet til at skyde ny energi ind i branchen. Vi skal have den
gode musik og de dygtige unge kunstnere frem," siger Thomas Brekling, der taler med en vis vægt efter over 30 år i musikbranchen som
producer og studieejer.
Ambitionen med Danish Music Company er at gøre det nemmere for dygtige solister og bands at indspille og udgive god musik og ikke mindst
trænge igennem det enorme udbud, der i disse år er i musikbranchen.
"Pladebranchen er hårdt ramt, og det går ud over de nye unge solister og bands, som uden penge og uden ordentlig rådgivning har svært
ved at komme frem i det kompakte mediebillede. Vi har forsøgt at kaste alt det gamle 'sådan-gør-man' væk og vil i stedet hjælpe bands og
solister frem på en måde, der modsvarer de ændringer vi har set: Unge i dag køber færre cd'er, og de bruger primært internettet til at finde
og spille deres musik," siger Alan Binau, der er partner med ansvar for koncept, promotion og distribution.
På grund af det enorme udbud, der er i musik, er det svært at hitte i første forsøg, mener Thomas Brekling:
"I Danish Music Company vil vi derfor opbygge kunstnere over længere tid - typisk et til to år - det kalder vi talentpleje. Hvis det lykkes,
og de hitter, vil vi - selvom vi som oftest vil køre et større pladeselskab på banen - fortsat følge og støtte kunstneren. Vi tror på det lange,
seje træk."
Første solister på vej
Danish Music Company er startet op med et band og tre solister - de
første singler udkommer allerede i oktober. Thomas Brekling, der
har ansvaret for A&R, studio og produktion siger:
"Jeg
har arbejdet med alle typer musik i min karriere - og det vil jeg gerne
fortsætte med i Danish Music Company. Derfor bliver de første
singler
også meget forskellige. Med sangerinden Didde Juul får vi
poprock-balladen, mens vi med bandet Natblus er ovre i et dansk bud på
Velvet Underground. Vi ser på den gode sang, den gode musik - genren er underordnet."
"Vi
har haft en super god start med en række meget forskellige kunstnere,
men vi skal også videre," siger Alan Binau, partner med ansvar
for koncept, promotion og distribution, og fortsætter:
"Derfor
vil vi i det kommende år udvide antallet af talenter og måske arbejde
med allerede etablerede kunstnere. Samtidig vil Danish Music
Company oparbejde et positivt og tæt samarbejde med danske og udenlandske pladeselskaber."