| TOUR DE SANG: Fodbolddrengene har gjort det i årevis. Nu er det cykelrytternes tur. 10 tidligere cykelatleter har for første gang indspillet en cykelsang for at hylde verdens største cykelløb - Tour de France Må vi præsentere: Danmarks første Tour de France-sang sunget af 10 tidligere professionelle cykelatleter. Singlen Tre uger i juli er på gaden den 18. juni. Det er det hårdtslående band Pranksters, der sammen med pladeselskabet Danish Music Company og Playground Music, står bag ideen og har hevet cykelatleterne ind bag mikrofonerne. Nu er sangen klar til at indtage sommerlandet og sprede godt humør til danskere, som sidder limet til tv-skærmen under Tour de France. "Jeg ved jo godt, at der ikke er de store sangfugle imellem os. Så jeg var noget nervøs for, hvordan det ville komme til at lyde - nok mest for mig eget vedkommende," siger Rolf Sørensen med et smil på læben. Han synger både kor og laver speaken i den nye Tour-sang. Og især når det gælder speaken er Rolf Sørensen på hjemmebane, da han ofte har siddet i kommentatorboksen: "Det synes jeg er blevet godt. og så er det blevet meget autentisk." Og sangen. Ja, den bliver en ørehænger, mener Rolf: "Den kommer til at hænge ved. Det tror jeg. Især de sidste 14 dage af Touren," siger den tidligere cykelrytter efter indspilningen. Bag det 10 mand store cykelkor – er der udover Rolf Sørensen – Bo Hamburger, Lars Michaelsen, Alex Pedersen, Michael Markussen, Jørgen V. Pedersen, Michael Sandstød, Thomas Bay, Per Bausager og Lennie Kristensen. Pranksters grounded under Tour de France Ideen til at lave en cykelsang kom til bassisten i pranksters, Tim Kristensen, en dag han kørte bil. Han har selv kørt cykelløb og er en af de mange danskere, der altid er grounded foran skærmen i tre uger i juli: "En dag, da jeg kørte i bil, fik jeg et omkvæd i hovedet. Så tænkte jeg, det kunne være, jeg skulle skrive en sang om Tour de France. Jeg tog det med i øvelokalet, og så arbejdede vi på det og fandt ud af, at der måske var et projekt i det her," siger Tim Kristensen, der indrømmer, at han da også har brugt en del tid ved telefonen for at overtale de noget tvivlende ryttere. Pranksters består af Lars Hornehøj (vokal og guitar) Mikkel Pedersen (trommer) og Tim Kristensen (bas). Tre uger i juli udkommer den 18. juni |
![]() |