En mere eftertænksom Søren Poppe er tilbage:
Når ens verden ramler ned
Efter en pause på tre år udsendte Søren Poppe i 2010 singlen 'Denne gang'. Nu er han klar med sin anden single 'Højt at flyve'. En sang, som han har skrevet på baggrund af sin egen nedtur. Singlen er på gaden den 24. januar.
2010 blev året, hvor Søren Poppe vendte tilbage til musikken efter en længere pause. En pause, hvor han måtte finde sig selv. Nu er sangeren og sangskriveren klar med singlen 'Højt at flyve'. Singlen udkommer den 24. januar.
Det er Søren Poppe, som vi kender ham. Det er den glade poplyd og det iørefaldende omkvæd, som vi alle kan synge med på. Men det er samtidig en lidt mere eftertænksom Poppe, som betragter sig selv udefra og sætter livet i perspektiv.
Egen erfaring "Højt at flyve er skrevet ud fra min egen erfaring og de ting, jeg har været igennem. Jeg har på alle måder oplevet at have succes, men pludselig væltede min verden, og jeg skulle finde mig selv igen," siger Søren Poppe og tilføjer:
"Men det er bestemt ikke kun en sang, der handler om mig. Der er masser af mennesker, der pludselig må stoppe op, fordi nødbremsen trækker i dem. De tvinges til at tage deres værdier op til revision og finde ud af, hvilken vej de nu skal gå. Og det er bestemt ikke let. Det tager tid," siger Søren Poppe.
Søren Poppe udgav sidste år singlen 'Denne gang' - en kærlighedssang om de små bagateller, der gør, at man nogle gange kaster håndklædet i ringen.
|
 |