Se vores musikvideoer her
Danish Music Company vil gå helt nye veje for at 'nurse' vækstlaget af dygtige solister og bands til et gennembrud.
Tryk for at læse hvad pressen skriver

Pressemeddelelse, september 2010:

Musikalsk opbakning til danske soldater
 
Det hårdtslående rockband Pranksters udsender nu singlen Farvel. Sangen er skrevet til danske soldater, der er udsendt til blandt andet Afghanistan. Det glæder støtteforeningen STØT SOLDATER & PÅRØRENDE, der i stigende grad oplever, at de militære missioner er blevet farligere. Missionerne har ofte store menneskelige konsekvenser, siger formanden for foreningen René Dall Qvist Rasmussen.

De danske militære missioner er de senere år blevet farligere. Det får nu det hårdtslående rockband Pranksters til at udsende singlen Farvel den 6. september.

Pranksters ønsker at vise sin medfølelse og opbakning til de danske soldater og familier, til de sårede og til dem, der ikke kommer hjem i live.

"Det kræver stor opbakning fra familien og et utroligt mod hos soldaterne at tage af sted. Derfor har vi som samfund også et ansvar for dem, når de kommer hjem. Men er vi gode nok til at hjælpe sårede og psykisk nedbrudte soldater tilbage til en normal hverdag og ud på arbejdsmarkedet? Og får de pårørende tilstrækkelig støtte til at komme videre i livet?" spørger bassist i Pranksters, Tim Kristensen.

Nervøs for sin bror
Inspirationen til 'Farvel' kom, fordi Tim Kristensen har en bror, som i dag er tidligere soldat. Tanken om at broren en dag skulle blive sendt af sted og risikere at dø eller blive blive lemlæstet, skræmte ham. Derfor vil Pranksters gerne vise opbakning og forståelse.

I synger 'Stop den krig, vi vil have fred'. Har I også et politisk budskab med sangen?

"Det er ikke nogen antikrigssang. Vi forholder os ikke til, om Danmark skal deltage i militære missioner eller ej. Vi vil sætter fokus på de alvorlige konsekvenser, krigen har og udtrykker sorgen og oplevelsen af meningsløshed," siger Tim Kristensen.

Støtteforeningen: Behovet er meget, meget stort
STØT SOLDATER & PÅRØRENDE samler midler ind for at støtte sårede soldater og pårørende til at komme videre i livet. Formand René Dall Qvist Rasmussen håber sangen kan give fornyet fokus på de problemer hjemvendte soldater eller pårørende oplever:

"Desværre oplever vi et meget, meget stort behov. Der er ingen tvivl om, at Forsvaret gør rigtig meget. Men der er også mange gråzoner, som gør, at folk ikke altid får den rette hjælp. Vi ser mange familier, som har det skidt og har brug for mere hjælp til eksempelvis en psykolog end Forsvaret kan tilbyde. Vi oplever også sårede soldater ikke kan få den behandling, der er nødvendig, fordi den ikke er anerkendt herhjemme. Og det er utroligt synd, hvis penge er en hindring for, at man kan få den rette hjælp," siger René Dall Qvist Rasmussen og tilføjer:

"Musik betyder utrolig meget for unge mennesker, så jeg tror det her kan åbne helt nye døre."

Pårørende: Hjælpen er meget vigtig
En af dem, der har oplevet krigens konsekvenser helt tæt på, er Rose-Marie la Cour Holm. Hun mistede i 2008 sin storebror, 22-årige Sebastian la Cour Holm, som var udsendt til Afghanistan. Han omkom den 19. december, da den pansrede mandskabsvogn, han kørte i, blev ramt af en vejsidebombe.

”Jeg fik heldigvis rigtig meget støtte og hjælp lige fra starten. Men det gør mig rigtig ked af det, når jeg ser og hører om soldater, der ikke får den hjælp, de har brug for. Jeg ved jo selv, hvor vigtigt det er at få den rette hjælp,” siger Rose-Marie la Cour Holm, der glæder sig over støtten fra musikbranchen.